I kender sikkert til det, at folk bliver ved og ved med at spørge indtil, hvordan man har det, og om man har styr på tingene. Jeg hader det, for lige pludselig går det slet ikke som det skal - for når de bliver ved, begynder man bare at kludre i det. Sådan føler jeg det går for mig lige nu. For på torsdag skal jeg til en samtale hos en fotograf, og der skal vi finde ud af, om jeg kan få praktikplads hos ham. Siden jeg talte med ham i telefonen sidste uge, har jeg følt, at jeg havde godt styr på det, og jeg har set rigtig meget frem til det. Lige indtil nu. Folk bliver ved med at prikke indtil det, og spørger om jeg er godt forberedt, og de kommer med råd og forslag, som jeg slet ikke har brug for. Jeg bliver jo bare forvirret og usikker af det, for det er som om, de slet ikke har tillid til, at man kan.  Det er stressende!!

Så folkens! Jer, som jeg omgås med i hverdagen. I vil mig godt, men lad nu vær med at bekymre jer så meget om mig. Den bedste måde I kan hjælpe mig på er at vise forståelse, og indse at jeg er en ung kvinde - ikke en lille pige. Jeg kan sagtens tage vare på mig selv, og jeg har det altså bedst med at gøre tingene på min egen måde, og i mit eget tempo..!

Mmm, lige nu sidder jeg og er ved at spise mig mæt i en BJ’s NY Super Fudge Chunk (Chokoladeis med hvid og mørk chokolade stykker, mandler, valnødder og pecans) mens jeg spekulerer over, hvordan min drømmefyr egentlig er. Men lad mig lige fortælle lidt om min siatuation først!

Jeg har lige slået op med min kæreste for et par dage siden. Det er bedst for både ham og mig, at vi ikke er sammen, selvom vi har været ufattelig glade for hinanden. Grunden til, at jeg gjorde det forbi, er, at jeg har brug for at give slip på alt hvad jeg overhovedet har og starte med en kæmpe bearbejdelse, som jeg har haft liggende i rigtig mange år. Det er nemlig gået op for mig, at jeg har båret på en masse byrder og bare har lagt dem bag mig uden at tænke videre over det. Det er gået udover min nu daværende kæreste og mange andre af mine nærmeste som familie, venner og bekendte.

Og så er det jo så, at du/I nu nok spørger, hvordan situationen hænger sammen med titlen.. Jo, når jeg er kommet i en situation som denne, har jeg brug for et mål at gå efter. Og lige til at starte med, har jeg brug for tryghed og bekræftigelse. Fysisk og psykisk. Så jeg er begyndt at tænke tilbage på en fyr, jeg har været meget lun på, og er det stadig bare ved tanken. Jeg har endda skrevet et digt. Lad mig lige finde den frem..:

Det handler om at få en kedelig kartoffel til at se eksotisk ud

At male en sort/hvid verden med farver hentet fra regnbuen

Det kan sagtens lade sig gøre

For en nordmand fortalte mig engang

at stillest sø har dybest grund

Jeg kendte engang denne fyr på min alder,-

Han havde dybe, blågrønne øjne, meget  røde og fyldige læber og brede skuldre

Han rendte altid rundt i de mest farverige tøj,-

og alligevel var han så cool med alting.

En anden veninde fortalte mig noget helt andet..

Det var det helt modsatte af, hvad man så af ham

En nervøs fyr, der holdte en tale om at hjælpe andre i nød

Hun sagde, at han rystede og svedte, men også at talen var god

((Den coole fyr contra den følsomme fyr))

Det jeg så i ham, var et helt univers;

jeg er ikke sikker på, hvad det var

Så jeg stjerner i hans øjne? Diamanter??

Er hans hjerte af guld?

Hvorfor blev luften så pludselig rar og klar, når han så ham?

Og hvad gør man, når man pludselig blev slugt i hans univers..

Her blev jeg fanget midt i den stille sø i en lille bitte båd uden årer

Mit hjerte bankede løs og jeg kunne intet gøre..

Det er sådan jeg husker det nu, idag - efter tre år

Og stadig går jeg nærmeste i panik med bare tanken om at se ham igen

- blive fanget af hans intense blik og hans varme smil

Ja, digtet er skrevet for et års tid siden. Fire år, er der gået, og stadig går jeg med tanken om, hvad der skal til, for at komme tæt på ham igen, og om hvad der vil komme til at ske, hvis jeg stødte ind i ham. Jeg er rimelig sikker på, at han aldrig vil ændre sig særligt meget. Jeg husker hans måde at gå på, hans snakken om de ambitioner han havde og en masse detaljer, jeg aldrig vil glemme.

Det sjove er, at hverken han eller jeg gjorde noget ved, at der var noget i luften mellem os!! Jeg var meget tilbageholdende - og det var der en grund til. For jeg var meget bange for, at det, der var i luften ville forsvinde, hvis der blev gjort noget ved det. At det jeg så i ham ville blive helt ødelagt og dermed glemt efter et år eller to. Af og til fortryder jeg lidt, at der ikke skete mere end at vi var på hans værelse i nogle timer og snakkede og hørte Katie Melua. Det var en fortryllende aften..

Jeg lod det dog være helt uopnåeligt, og måske lader jeg det ikke længere være det. Måske fortryder jeg lidt, at der ikke skete mere.. Så jeg kan nu kun håbe på, at der stadig er en lillebitte chance for, at jeg en dag ser ham igen og bliver meget bedre i stand til at gøre noget ved det.

.. Udover de fede og mindre fede koncerter med Fallulah, Electrojuice, Gorillaz osv., for ikke at nævne TECH N9NE, var årets Roskilde Festival for min kærestes og mit vedkommende sådan.  Lad mig lige lægge ud med de stive svenskere:

Til Gorillaz-koncerten (som egentlig var ret skuffende), stod vi ved siden af to meget stive svenskere med to kander øl hver. Meget smart, tænkte vi, når man nu skullel give den gas. Og dog! Den ene var hurtig på den og havde drukket det hele, men den anden stod med den anden tilbage og holdte den meget skævt. Han spildte det, der svarede til en god fad, og lagde ikke mærke til det selv til at starte med. Da han så endelig kunne mærke, at noget vådt ramte asfalten (vi stod ved vejen) og plaskede udover det hele, kiggede han på sin kande, kiggede på mig og sagde: “Oh shit..”. Han troede, at kanden var utæt!! - så han satte ‘den utætte’ over på den tomme. Virkelig smart!! Og ‘den hurtige drikker’ havde heller ikke meget situationsfornemmelse tilbage - han prøvede at flirte med mig, selvom min kæreste og jeg stod og kissemissede og holdte om hinanden under hele koncerten.

Der er mange der har haft indbrud i deres telte. Især telte, der har været meget lukkede og låst. Inklusiv vores to telte. Der var skåret huller i to led (20 cm lodret og 30 cm vandret, mindst). Vi blev rimelig forbavset over det. Men mest fordi de ikke havde taget den store taske fyldt med en masse sprut, øllene og sodavandene. De havde dog gennemrodet det hele, men det mest forbavsende er, at de kun havde taget vores lille sorte FCK-taske med blå striber - indeholdende toiletsager!! Er det ikke lidt perverst?? Eller er folk virkelig bare så desperate efter tandbørste-oplader og vatpinde?! Hmm.. Eller er der virkelig så langt til supermarkederne, så de bliver nødt til ligefrem at bryde ind og stjæle  shampoo og creme!! Det var godt nok lidt surrealistisk.

Da vi begyndte at pakke tingene og teltene sammen efter, at vi lige skulle komme over ‘det store indbrud’, spurgte jeg lige nogle folk fra camping-området om de havde set noget. Blandt andet irerne fra ‘camp ugly irish guys’, som var ret stive og meget, meget liderlige - vi havde helt fra første dag regnet ud, at de var taget til Roskilde Festival i lille Danmark for druk og sex.  De tre af dem, var på vej op til pladsen,  da jeg spurgte dem. De stirrede meget, og to af dem gik videre, og jeg snakkede lidt videre med den gut, som gav mig ‘et ordentligt kram’.. Man var slet ikke i tvivl om, hvor trængende de måtte have været, da de besluttede sig for at købe billet til festivalen, siden de uskyldigt prøvede på noget, selvom jeg spurgte indtil noget lidt alvorligt.

Svenskerne og irerne var ikke de mest blanke vi havde mødt. Sjovt nok var det en, som ekspederede os ved smothie-baren ved Odeon-pladsen. Vi ville gerne købe en hotdog ved øko-pølsevognen, men de tog ikke imod kort. Så pølse-damen sagde, at vi godt kunne hæve penge over ved baren, som var lige bag dem. En høj, brunhøjet gut i arbejds-t-shirten spurgte om han kunne hjælpe os. Jo, så min kæreste pegede hen ved køle-disken og sagde: ‘en sådan kakao her’. Det forstod han slet, slet ikke. Vi stod der i flere, super lange sekunder, hvor han ikke forstod det og måtte gentage og prøve at forklare. Han var helt blank. Endelig sagde han: ‘nåå, ja.. Sådan en her.. jaa. jaa’. Godt, nu forstod han det endelig - troede vi. Da jeg så skal til at betale de 14 kr. for kakaoen med kort, sagde jeg, at jeg gerne ville have hundrede over. Det forstod han heller ikke. Min kæreste og jeg måtte nærmest skiftes til at sige, at vi gerne vil hæve penge over. Og så igen: ‘..øhh, nåå.. ja.. nåå.. hundrede over.’, og han begyndte at taste ind. 140,- kr, stod der. Nå jamen, så var det det, og beløbet var godkendt. Han stod og så meget tilfreds ud. Sådan!, tænkte han nok, mens vi stod og så lidt dumt på ham. ‘Hvad med de der 100 kr.?’. ‘Guud ja.. øøhh’, - og han fik endelig fat i en af kollegaerne, som hjalp ham.. Peew ha.. Wow..

Selvom det kun er lørdag, og at man holder rigtig Roskilde Festival fra lørdag til den næste søndag eller mandag, så er vi allerede taget hjem. Vi er nemlig blevet træt af at gå ca. 3 km til vores ‘camp’, som egentlig var bilen, og nu havde vi set det, vi kom til Roskilde for - TECH N9NE!! Men vi holdte en halvanden km’s gang for øst. Og vi var også meget træt af klamheden over det hele indenfor hegnets område. Vi måtte jo på toilettet i byen, da vi ikke kunne få os selv til det på de ‘blå toiletter’ - og de andre. Der bliver jo tømt 42.000 liter tis og lort om dagen - og der bliver tisset over det hele!! Bogstavelig talt. Vi så en pige, som havde trukket sig til side fra den meget klaustrofobiske kø til Florence + the machine-koncerten ved Odeon, for at tisse. Og der var dannet små søer af tis overalt på selve festival-pladsen allerede den første dag. Dejligt! Og hvad der er endnu dejligere, er synet på en kolossal, sort lort, som lå i en guitarkasse over ved hegnet ved L. Fy fåååå’n, hvor var det ulækkert bare at skimme det.

Henne ved indgangen fra øst til pladsen, hældte vagterne al sprut ud på. Og når solen skinner i den meget skyfri-himmel, begynder sprut/øl-sumpen jo at lugte, og det blev værre og værre for hvert time, der gik. Det er jo ligefør man skal gå med en gasmaske for at undgå at lugte den ekstrem stærke, gennemborende og syre-agtige lugt. Og som om lugten ikke var nok, så var der også enormt støvet på vejene, hvor gigantiske mængde af affald lå og flød, så ens snot blev helt sort af skidt og møg. Vi forstår ikke, hvorfor nogle folk stadigvæk gider drikke sig hamrende stive og vælte rundt i det. Så nu er vi taget hjem til mine svigerforældre, så vi ikke selv skal tænke på at stå og lave aftensmad, få handlet ind, opvask osv., og hele næste uge skal der drikkes 1-2 liter grøn te om dagen, så vi kan få renset klamheden ud.

Men på trods af al klamheden, vil jeg sige TUSIND TAK FOR I ÅR, ROSKILDE!!!! Vi ses igen..!!

I dag har været en lidt usædvanlig dag for mig. Først og fremmest fordi jeg ikke har været alene hjemme siden min kæreste og jeg flyttede sammen i midten af marts (udover de fire dage, da han var på studierejse i slutn. af marts). Men også fordi, at min kæreste og jeg ikke kan tillade hinanden at gøre noget uden at vi skal gøre det i fællesskab.

Altså, han er ikke meget for, at lade mig være alene hjemme - for hvad hvis jeg pludselig fik det dårligt og fik brug for ham. Og når jeg skal til Fyn, tager han med (for så kan vi køre i stedet for at tage toget).

Jeg er heller ikke den mest modne på det punkt. Tværtimod. Jeg kan for eksempel ikke lade ham tage hjem til sine forældre, uden at jeg tager med. Jeg vil heller ikke lade ham tage ud og fiske alene, og jeg er egentlig ikke så meget for, at han tager til klassefester eller andet lign. Jeg skal absolut hænge på ham konstant.

Og derfor er min dag en lidt usædvanlig dag - han har været til eksamen hele dagen og er nu på Møn, da han lige er startet til amerikansk fodblod igen. Jeg er alene hjemme. Og selvom jeg har savnet at være for mig selv, har jeg det faktisk ikke særlig godt… Og det er nu det sker. Lige nu. Jeg kan mærke det i hele kroppen. Jeg er helt alene, og jeg er bange. Jeg er Angst. Mistænksom. Jaloux. Bekymret. Fortvivlet. Usikker på mig selv. Det er som en elektricitet, der bliver ført rundt i blodårene i lynets hastighed. Elektricitet af angsten. For her er stille og tomt. Som da jeg var alene hjemme engang for 15 år siden. En lille pige i et stort, tomt og mørkt hus..Helt alene..

At have så meget at give af sig, men være så skrøbelig. Derfor har en rose sine torne på stilken.

Det er i hvert fald ikke meget, der skal til, før mine rosenblade begynder at visne eller faldne. Og som i Skønheden og udyret, kan jeg ikke lade min rose blive fjernet fra sit sted, hvor den holdes i live. Men jeg giver det magiske spejl og lader min elskede gå. Fordi jeg har givet alt hvad jeg havde, kan jeg ikke andet end at blive på slottet og vente med håbet om at historien alligevel ender lykkeligt.

Så det at få at vide, at man er elsket, er det alt afgørende nu..

Visse ting er sket
små signaler læst
to der var så skræmt
det bli’r ikke nemt - det er ganske vist

Kære far

Hermed et brev fra dit eneste barn, som savner dig, men som også er vred på dig. Trods min vrede, håber jeg det bedste for dig uanset hvad.

Grunden til dette brev er, at jeg aldrig hører fra dig. Aldrig. Når jeg så endelig ringer til dig, forventer du altid at høre ‘penge’ fra mig, og samtalen bliver meget akavet. For ingen af os ved, hvad vi skal sige. Vi går begge i panik. Dig med din stilhed - som er det jeg husker dig ret godt for, og mig med min plapren, fordi jeg bliver så nervøs. For hvad skal man sige til sin far, når man ikke engang ved, om han tænker på sin egen datter?

Jeg tænker tilgengæld altid på dig. Selvom der ingen kontakt er mellem os, prøver jeg at gøre dig stolt. Ingen andre end dig. Alle andre er nemlig stolte af mig. Især mor. Hun er pavestolt.

Der er også et hav af ubesvarede spørgsmål, som rummer meget i min hverdag: Er jeg god nok? Er alle andre så meget bedre end mig? Elsker du stadig mor? Holder du overhovedet af mig? Hvad med familien? Er de måske heller ikke gode nok? Hvad skal jeg sige til folk - og dine kommende børnebørn? Er det hele min skyld? Hvad har jeg gjort? Har jeg sagt noget forkert? Er jeg så irriterende? Er jeg så krævende?

Med al den usikkerhed kæmper jeg forvirret gennem dagen, og sommetider natten med. Jeg undrer mig tit over, hvad der blev af den far, som altid skulle tage billeder eller optage med sin video-kamera? Den far, som hentede rundstykker søndag morgen? Den far, som tog på arbejdet og kom hjem igen med et hej/farvel-knus? Den far, som ville male sin lille datters værelse lyserødt..? Den far, som elskede at se film og musik? Den far, som byggede alt i huset for sin familie? Den far, som altid sørgede for juletræet?

Du gjorde mig så glad og så stolt. Du var bare den stærkeste og den bedste far i hele verden, som ingen andre fædre kunne sammenlignes med. Jeg var en meget glad og stolt pige. Fars og mors pige. Nu ved jeg ikke rigtig længere, hvem jeg er eller hvad jeg er. Jeg ved bare, at jeg savner både min far og min mor ufattelig meget, og at du som far også burde være stolt af din datter, ligesom mor er.

Kærlig hilsen

‘Inger’, din datter

Min kæreste og jeg har været sammen i snart et år. Han er den første jeg har været sammen med i så lang tid ud af 4. De tre andre har været småforelskelser. Min kusine, som jeg ellers ser så sjældent, sagde engang i sommers: “Du er virkelig glad for ham, er du ikke?” - og jo, jeg er virkelig glad for ham.

Der er bare den ene ting ved, at jeg er så glad for ham. Det gør vanvittig ondt! Det føles som en kæmpe rod det hele, men samtidig er det noget af det bedste der overhovedet er. Jeg kan ikke give slip på det uanset hvor ondt det gør.

Lige siden sommer har jeg haft den problem, at jeg kunne blive jaloux bare ved det mindste. Især når to pigenavne klingede i mine ører. Og i flere episoder, selvom min kæreste ikke var til stede, kunne jeg tænke over det i flere dage. Følelsen var stærk. Som var der en lille djævel i mig, der blev vild og i desperation satte ild til mig indefra og ud.

Sådan har jeg aldrig haft det med nogen anden i mit liv, og tit går jeg i min egen verden og spekulerer på, om ikke det er for meget for mig, eller om det hele er det værd. Det ender bare tit med, at jeg bliver hos ham, fordi han gør mig gør mig så glad uden at gøre det med vilje - og selvf. også fordi han selv vil.

Lige for tiden har jeg virkelig brug for bekræftelse og anerkendelse - ved at fange min kærestes fulde opmærksomhed. Men fordi både han og jeg har haft så meget at se til, har vi (skiftevis) meget lidt overskud til hinanden. Jeg er lige flyttet ind hos ham og hans forældre (vi skal til at flytte videre, når vi får vores lejlighed), og selvom vi er sammen hver evig eneste dag, savner jeg ham.

Derfor inviterede jeg ham med ud at spise i aften. Jeg ved dog bare ikke om det bare er mig eller om der stadigvæk er meget at tænke på, men jeg synes ikke jeg fik særlig meget opmærksomhed. Jeg har fortalt ham, op til flere gange de sidste par uger, at jeg virkelig savner hans nærhed. Jeg håbede så meget på, at der ville være noget i aften, men jeg synes det virkede som om, at han var langt væk fra virkeligheden.

Så jeg sidder her og tænker på, hvorfor han ikke bare kan koble lidt af, når jeg har givet så tydelige udtryk for, at jeg gerne vil have hans fulde opmærksomhed bare denne aften. Er det for meget at kræve? Eller er det ikke sådan man finder trøst og energi i hinanden, når man er udkørt?  Eller er vi lidt for forskellige på det punkt? For det føles lidt som om (som en masse andre aftener/middage), at han ville hjem så snart vi havde spist. Jeg er jo så bare den type, der elsker at sidde og snakke i flere timer efter spisningen med en dessert og  god kop kaffe eller andet lign.

Suk..

Nu er den her igen. Denne her følelse. Prikker du til mig, får du en lynhurtig reaktion med dræberøjne. Det betyder, at jeg endnu engang har brug for at sidde for mig selv - væk fra alt og alle. Kun med en tastatur foran mig, p3 i baggrunden og noget drikkelse (vand, the og evt. et glas vin eller andet lign.) ved min side.

Jeg er åbenbart ikke helt kommet til mig selv, selvom de tungeste opgaver er overstået. Måske fordi jeg prøver at slappe af, ligesom når jeg er for mig selv. Det er ikke så nemt igen, når man har sin kæreste ved sin side stort set hele tiden. Døgnet rundt. Det er jeg altså ikke særlig vant til. Jeg er nemlig enebarn og elsker at være for mig selv. Rejse rundt i mit eget univers.  Nu skal jeg så til at diskutere enhver ting min kæreste og jeg støder på - ikke at vi skændes, men vi kan godt lide at diskutere forskellige ting. Jeg er bare begyndt at savne lidt at have tingene for mig selv - lidt som at skrue tiden tilbage til barndommen: Få al opmærksomheden, hvor det er  mig, hele verden kredser om.

Det kan altså bare ikke rigtig blive det samme nu. Jeg er jo en ung kvinde, og ikke fars og mors lille pige længere. Suk..

Efter en lang periode med skole, rejseri, flytning mellem Fyn og Møn, fødselsdag, veninde-træf osv., har jeg nu mulighed for at falde helt til ro. Kun turen til KBH Zoo mangler at blive streget fra den lange liste. Nu sidder jeg så i bilen mod Møn fra Fyn med kæresten som chauffører, og begynder indse, at mange af tingene, som skulle ordnes, er ordnet.

Jeg er træt, og er ret blank som nyfalden sne. Sikke en masse energi, som stressen har slugt af min lille krop. Tænk, at jeg har været i stand til at klare så meget pres. Jeg føler mig ellers så lillebitte i denne store verden. Men jeg er jo trods alt 21 år, så det er nok al den tryllestøv, som jeg har samlet på vejen mod voksenlivet, der har gjort mig i stand til at komme igennem den muddertunge rejse.

Og hvad er det så man gør efter en lang rejse? Tja, man prøver vel at tilpasse sig sine gamle vaner i et roligt tempo. Så det er vist meget godt at man skal tilbringe en dag i Zoologisk have med sin kæreste, så man igen kan begynde at tage én ting ad gangen.